Beskæftigelse og aktivitetstilbud


På Ledestjernen har vi beskyttet beskæftigelse og aktivitetstilbud. Disse tilbud kan vi udbyde i henhold til paragraf 103 og 104 i Serviceloven.

Hos Ledestjernen er det vigtigt, at unge mennesker med diagnoser fx inden for autismespektret kan få et godt og meningsfyldt liv, selvom de ikke er neurotypiske. Det kan de hos os her på Ledestjernen, da vi netop arbejder hårdt for, at unge får en god uddannelse, et godt job og lærer at begå sig i samfundet.

Der er fordele ved at vælge Ledestjernen, da vi har tilbud inden for både beskæftigelse, uddannelse og aktiviteter. Aktiviteterne spænder fra at arbejde på større projekter i fællesskab til at sysle med ting på egen hånd, men hvor man stadig indgår i et fællesskab, hvor de andre unge også sysler med deres egne hobbyer eller særinteresser.

Vi støtter også unge med kognitive og/eller sociale udfordringer via Servicelovens paragraf 103 og 104. Aktivitets- og beskæftigelsestilbud. Et juridisk og politisk solidt grundlag, som er baseret på, at alle borgere i samfundet har ligeværdig ret til at leve et godt liv som frie mennesker med adgang til en meningsfuld hverdag. Dermed kan vi tilbyde meningsfyldte aktiviteter, uddannelse og beskæftigelse til alle unge, uanset udgangspunkt og udfordringer.

Faxe Kommune er tilsynsmyndighed på tilbuddene, og tilsynet varetages af Socialtilsyn Øst på vegne af Faxe Kommune.

Servicelovens paragraf 103 og 104 er ikke vores hovedfokus, når vi hjælper de unge

Vores primære mål er at støtte de unge og bidrage til, at de får en meningsfyldt hverdag, hvor de indgår i fællesskaber med ligesindede unge, som måske endda har præcis den samme særinteresse som dem selv.

Hos Ledestjernen er der plads til alle interesser, særinteresser og hobbyer, og det er lige meget for os, om du ønsker at fordybe dig i noget kreativt, eller om du hellere vil rode med en knallertmotor eller noget helt tredje.

Alle tilbuddene er meningsgivende for den enkelte unge person, og vi er fleksible i forhold til, hvor du arbejder eller er, hvor og hvad du skal lave, og sammen med hvem og hvordan. Fx kan nogle unge bedst lide at være på arbejdspladsen i åbningstiden, hvor andre foretrækker at arbejde med funktioner uden for åbningstiderne. Graden af eksponering til det omgivende samfund tilpasses dine funktionsniveauer.

Ansatte og aktiverede og beskæftigede unge deltager på lige fod med alle andre unge på Ledestjernen i sociale aktiviteter, fester osv. Vi tilbyder altid en sund og lækker frokost til alle unge på Ledestjernen.


Vores unge kan i aktivitets- og beskæftigelsestilbuddet bl.a. arbejde med og/eller have aktiviteter i:

  • Hjerterummet – byens dyrehandel
  • Café Brætspil
  • Køkken
  • Fælleslokaler/klub
  • Makerspace (3D-print m.m.)
  • Værksted (træ og metal, esse m.m.)
  • Fordybelsesrum (spil, krea, forsøg m.m.)

Link til Tilbudsportalen: LINK

Hvad er Servicelovens paragraf 103 og 104?

Hvis du gerne vil vide mere om, hvad Servicelovens paragraf 103 og paragraf 104 egentlig omhandler, og hvad det indebærer, kan du blive klogere på det her.

Servicelovens paragraf 103 vedrører din bopælskommunes forpligtelse til at tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen. Det vil sige, at alle pensionister under denne aldersgrænse som udgangspunkt er berettiget til tilbuddet. Hos Ledestjernen har vi dog fokus på de unge under 30. Dette kan ændre sig over tid.

Servicelovens paragraf 103 er målrettet personer, der har betydelig nedsat funktionsevne (det gælder både det psykiske såvel som det fysiske), eller som har særlige sociale udfordringer, som gør, at de ikke kan tage uddannelse eller få et job på normal vis.

Der kan være anden relevant lovgivning, som træder i kraft og erstatter paragraf 103, hvilket gør, at den unge ikke er omfattet af paragraf 103. Paragraf 103 er kun for personer, som ikke på et juridisk grundlag kan modtage et andet tilbud.

Ydermere siger paragraf 103 stk. 2, at kommunen kan tilbyde et særligt tilrettelagt beskæftigelsestilbud til personer, der har ’særlige sociale problemer’. Det vil sige, at hvis du har sociale udfordringer men ikke har en diagnose, kan du også være omfattet af paragraf 103.

Når det gælder Servicelovens paragraf 104, så handler det om tilbud til den samme målgruppe som i paragraf 103, men her vedrører tilbuddet i stedet aktivitets- og samværstilbud. Formålet er, at den, der modtager tilbuddet, forbedrer sine personlige færdigheder og/eller sine livsvilkår. Paragraf 104 er ikke nødvendigvis betinget af, at du er på pension. Tilbuddet kan også fx gives til unge, som går på en STU-uddannelse.